Blomstergalleriet flytter til nye lokaler på Butikstorvet

Der kommer duft og farver i gadebilledet, når Butikstorvet til foråret kan byde endnu en lejer velkommen. Blomsterforretningen ’Blomstergalleriet’ åbner i lokalerne Gammelbro 74, som nabo til Apoteket.

Mange borgere i Billund har allerede et godt kendskab til Blomstergalleriet, som de seneste 21 år har holdt til i lokaler for enden af Hovedgaden i Billund. Det var især den helt centrale placering i bymidten, der fik indehaver af Blomstergalleriet, Dorte Vestkær Pedersen, til at henvende sig til KIRKBI med ønsket om at flytte ind i de nye lokaler på Butikstorvet.

”Vi glæder os rigtigt meget til at blive en del af midtbyen og det liv, der følger dernede”, fortæller Dorte Vestkær Pedersen på Blomstergalleriets facebookside.

Butikken er blevet opdelt i to dele; en større blomsterbutik med døre direkte ud til det lille torv, samt en mindre del med blomsterværksted og to-go butik. To-go butikken vil være åbent udenfor normal åbningstid.

Blomstergalleriet forventer at slå dørene op fredag d. 9. april.