Åbningsweekend på Butikstorvet trak mange besøgende

Fredag den 30. oktober åbnede Butikstorvet i Billund for første gang dørene for besøgende og kunder i forretninger og på den nye Gastropub. Til trods for, at den officielle del af indvielsen måtte udskydes pga. coronarestriktioner, så var det alligevel en bymidte, der summede af liv denne første åbningsweekend. 

På Billund Gastropub blev åbningen markeret af restuarantens ejer og medarbejdere, som sammen havde stillet sig op og ringede med skibsklokken, da klokken slog 10. Gæsterne indfandt sig hurtigt ved bordene, hvor de fik æren af at indtage de første serveringer.  

Borgmester i Billund Kommune, Ib Kristensen, kommunaldirektør, Ole Bladt-Hansen, og global ejendomschef i KIRKBI, Steen Pedersen var rundt at hilse på i de nyåbnede butikker. Flere repræsentanter fra KIRKBI var desuden rundt ved kontor- og butikslejerne med en velkomsthilsen.